KORSHAGE

1401 København K

  • Pris 6.300.000
  • Ejerudgift 10.602
  • Boligareal 135
  • Kælderareal 60
  • Værelser 5
  • Energimærke

Charmerende husbåd i hjertet af Københavns Havn

Korshage er en af de karakteristiske danske sort-hvid færger, der gennem årene har betjent Danmarks mange vandpassager og ladet os slå smutveje gennem det ganske land.

Korshage er opkaldt efter et smukt lyngklædt område i Rørvig og er et klenodie, der trofast udtjente sin værnepligt mellem Hundested og Rørvig i perioden 1964-1995. Det utrættelige skib blev bygget i 1964 på Holbæk Skibsværft med brug af bøge -og egestammer fra Dragerup Skov. Efter godt 30 års tro tjeneste blev Korshage flittigt benyttet til selskaber og udflugtssejlads på Isefjorden, indtil hun overgik til nye kreative hænder, der forvandlede hende til en moderne bolig i form af en fantastisk charmerende husbåd.

Korshage er 30,5 meter lang og blev i sin tid godkendt til 20 personbiler og 110 passagerer - så størrelsesmæssigt var mulighederne for at skabe en større husbåd til stede. Den gennemgribende ombygning foregik fra 2013-2015, hvor forvandlingen blev håndhævet med respekt for de originale detaljer.

Transformationen fra en åben bildæksfærge til et moderne og tidssvarende designerhjem med i alt 195 m2 etagemeter er gået op i en højere enhed og med den måske bedste fortøjning midt i Københavns Havn med storslået udsigt ned gennem havneløbet, Skuespilhuset, BLOX og Operaen er Korshage ganske enkelt drømmen om en stor husbåd på Christianshavn.

De 135 kvadratmeter flydende boligareal fordeler sig på et moderne stort køkkenalrum i forlængelse af stor stue, 2 store værelser - det ene med walk-in closet og det andet med the-køkken og eget badeværelse - endnu et stort badeværelse, disponibelt rum og entré.

Korshage har to store terrasser. Den ene på fordækket og den anden agterdækket, hvilket giver helt optimale betingelser for at ramme solens stråler gennem dagen og aftenen, hvor den uhindret finder vej grundet beliggenheden ud til det brede havneløb.

Under dækket befinder der sig 60 m2 alrum med plads til overnattende gæster, stort disponibelt rum, bryggers, teknikrum, og værksted. Øverst oppe troner det gode gamle styrrum, som er bevaret med alt det originale udstyr og betjeningspaneler. Styrrummet kan indrettes efter behov og meget vel forvandles til et kontor eller gæsteværelse med måske Københavns bedste udsigt.

Isoleringen er tidssvarende og svarer til 250 mm rockwool i væggene og 350 mm i loftet. Derudover er der er indlagt varmeslanger i alle gulve både over og under dæk som forberedelse til en varmepumpe, der kan trække varme fra havet. Alle vinduer er ligeledes udskiftet med tre-lags energiruder i fin overensstemmelse med færgens oprindelige vinduesmål, ligesom de fem koøjer har fået forsatsvinduer installeret.

Solidt fortøjret i hjertet af København vugger hverdagen afbalanceret med en central og tæt på alt-placering. Kajpladsen er for enden af en hyggelig brostensbelagt sidegade til Strandgade og ligger i rolige omgivelser med kort vej til Indre by over cykelbroen.

Korshage er en lys, moderne og fantastisk husbåd, der samtidig kan bryste sig af ikke at have bopælspligt. Det skaber fleksible anvendelsesmuligheder, hvor Korshage både kan udfylde rollen som helårsbolig, sommerhus eller erhverv.

Velkommen ombord på Korshage.